Med etableringen af epx fra 2030, vil den toårige hf, eux og grundforløbets 1. del (gf1) på erhvervsuddannelserne blive afskaffet som selvstændige uddannelsestilbud. Udmøntningen af epx-aftalen forudsætter lovændringer.
Etablering af et nyt uddannelses- og institutionslandskab
Der er den 11. juni 2025 indgået 1. delaftale om etablering af et nyt uddannelses- og institutionslandskab på ungdoms- og voksenuddannelsesområdet. Aftalen udmønter epx-aftalen fra 18. februar. Udmøntningen af aftalen forudsætter lovændringer.
Skærpede karakterkrav
Med Aftale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse er det besluttet at skærpe adgangen til hhx, (htx) og stx ved at hæve og forenkle karakterkravet til uddannelserne. Den skærpede adgang til hhx, (htx) og stx vil skulle gælde, når ansøgere skal søge om optagelse på de tre gymnasiale uddannelse i marts 2030. Det betyder, at det skærpede karakterkrav vil være gældende i forbindelse med ansøgning om optagelse til skoleåret 2030/31.
Ny karakterskala
Aftalepartierne har med Aftale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse tilkendegivet, at de ønsker at justere den eksisterende karakterskala.
Aftalepartierne skal senest i 2. halvår af 2025 mødes for at drøfte konkrete modeller for justering af karakterskalaen med afsæt i arbejdet fra den tidligere ekspertgruppe for ændring af karakterskalaen fra 2020.
Forkortet grundforløb 2 på erhvervsuddannelserne
Med Aftale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse er det besluttet, at grundforløbets 2. del på erhvervsuddannelserne skal justeres i varighed fra 20 skoleuger til 12 skoleuger for elever med en studiekompetencegivende uddannelse, da grundforløbets 2. del ikke i fremtiden skal indeholde almene fag for denne gruppe. Forkortelsen af grundforløbets 2. del vil skulle træde i kraft i sommeren 2032, når de første epx-elever har færdiggjort uddannelsen.
Ændringer i varigheden på grundforløbets 2. del omfatter ikke øvrige målgrupper.